FWA, Fixed Wireless Access, teletransmission fra en bruger til et trådbårent telenet via en fast radioforbindelse. Teknikken kaldes også RLL (Radio in the Local Loop), idet den erstatter brug af kobbertråde eller lysledere til centralen. FWA benyttes ofte af teleselskaber, der konkurrerer med en dominerende televirksomhed, som ejer det eksisterende ledningsnet, og tillige i lande, hvor det trådbaserede net er sparsomt udbygget.

FWA anvender normalt frekvensbånd ved 3, 5 eller 26 GHz, og brugeren tilsluttes med en parabol til et link via en centralt placeret mast. Hidtil anvendte metoder har krævet optisk sigt fra brugerens parabol til operatørens antennemast. En udbredt standard for FWA er WIMAX, som støttes af flere producenter af IT-udstyr.

I Danmark blev der i 2001 givet syv tilladelser til fem teleselskaber, som ønskede at drive landsdækkende eller lokale FWA-systemer, men endnu (2006) anvendes FWA kun i mindre udstrækning og fortrinsvis til ydelser til erhvervsvirksomheder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig