FAO

FAO, Food and Agriculture Organization of the United Nations, oprettet i 1945 med det formål at fremme den fælles velfærd ved at hæve ernæringsniveauet og levestandarden i verden, ved at sikre bedre effektivitet i produktion og distribution af føde- og landbrugsvarer samt ved at hæve levevilkårene for landbefolkningerne og dermed alt i alt bidrage til at befri menneskeheden for sult.

FAO er først og fremmest en teknisk organisation, der skal indsamle, analysere og udbrede viden om ernæring, fødevareproduktion, landbrug, skovbrug og fiskeri. Organisationen har også en rolle som koordinator af den internationale udviklingsbistand inden for disse områder.

FAO er med 194 medlemmer, herunder Det Europæiske Fællesskab, og næsten 6000 ansatte en af de største af FN's særorganisationer.

FAO har været udsat for kritik af overdrevet centralistisk styring og mangel på langsigtet planlægning, især mod slutningen af den lange periode under ledelse af senegaleseren Jacques Diouf (1994-2011). Det resulterede i en beskæring af de danske bidrag til organisationen. FAO er i dag blevet mere lydhør over for ønsker om reformer.

FAO's nuværende generaldirektør er kineseren Qu Dongyu (født 1963), der i 2019 efterfulgte José Graziano da Silva fra Brasilien (2011-2019).

FAO's hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig