F-faktor

F-faktor. Farvet transmissions-elektronmikrografi af tre Escherichia coli-bakterier. Fra den ene (kaldet F+ bakterie eller donorbakterie) udgår lange hår (pili), som fæstes til de to andre (kaldet F− bakterier eller modtagerbakterier). Via disse hule hår overføres DNA fra donorbakterien til modtagerbakterierne. Forstørrelse 4600 gange.

.

F-faktor, F-plasmid, et relativt stort, cirkulært, dobbeltstrenget DNA-molekyle på ca. 95.000 basepar, som er fundet i visse stammer af bakterien Escherichia coli.

Faktaboks

etymologi:
1. led i F-faktor er en forkortelse for engelsk fertility 'frugtbarhed'.

I 1946 viste den amerikanske genetiker Joshua Lederberg, at der ved sammenblanding af to E. coli-stammer kunne ske overførsel af arvemateriale mellem bakterierne. I 1952 fandt den irske bakteriolog William Hayes (1913-94), at overførslen (konjugation) er en envejs trafik, som udelukkende foregår fra en stamme af donorbakterier til en stamme af modtagerbakterier. Donorbakterierne betegnes som F+ bakterier, og modtagerbakterierne som F−. Det viste sig, at F+ bakterierne er bærere af et F-plasmid, der rummer en række specielle gener, hvoraf nogle medfører dannelsen af lange hår (pili) på bakteriens overflade. Disse hår kan fæstne sig på F−bakteriernes overflade og bringe bakterierne i tæt kontakt, hvorved der dannes en bro mellem cellerne. Samtidig rummer F-faktoren gener, som giver en særlig replikation af plasmid-DNA, hvorved en enkelt nydannet DNA-streng overføres via broen til F−bakterien. I visse tilfælde vil der samtidig ske en medoverførsel af bakteriens eget DNA.

Lignende såkaldte konjugative plasmider findes hos andre arter af bakterier. I visse tilfælde bærer disse plasmider samtidig gener, som medfører resistens mod et eller flere antibiotika (R-faktor). Dette er en af forklaringerne på den hurtige spredning af antibiotikaresistens, som er set i bakteriepopulationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig