Færingesaga, islandsk saga om begivenheder på Færøerne i 900- og 1000-t. Den må være skrevet ca. 1200, men er kun overleveret stykkevis som indskud i sagaerne om Olav 1. Tryggvason og Olav den Hellige (se Olav 2. Haraldsson). Hovedpersonerne er den hedenske og troldkyndige Trond i Gøta — af mange i nyere tid betragtet som færøsk nationalsymbol — og hans modstander, den kristne heltetype Sigmund Brestisson, der er den norske konges redskab.