Færøerne - trykte massemedier

Færøerne - trykte massemedier, Øernes første avis, Færingetidende, udkom i 1852, men kun med ni numre, da den blev lukket efter færingernes voldsomme kritik af de danske embedsmænd og den danske monopolhandel. I 1878 oprettedes den første regulære avis, Dimmalætting, der hurtigt vandt varigt fodfæste med en blanding af udenlandsk stof, færøsk stof og debat.

Andre aviser blev mere udtalt lanceret på opinionsstoffet, især det partipolitiske. Den første avis af denne art på færøsk var Föringatíðindi. Partipressen forblev intakt længere end i de andre nordiske lande, bl.a. i kraft af store tilskud fra de politiske partier. Det medførte, at øerne havde ni aviser i 1989, da avisudgivelsen toppede.

Først og fremmest er de trykte mediers udvikling dog betinget af en sen fremkomst af radio og fjernsyn. Så godt som alle husstande har holdt mere end én avis, fordi aviserne kun har udsendt 1-3 numre pr. uge. Kun de to største, Dimmalætting og Sosialurin, sidstnævnte under skiftende navne, gik over til at udkomme fem gange om ugen. Oyggjatíðindi har fra 2011 ikke haft en trykt version af avisen. Dimmalætting gik konkurs i 2013.

Af nu lukkede aviser spillede især Tingakrossur en rolle som organ for Sjálvstýrisflokkurin (Selvstyrepartiet) og 14. September som organ for radikale løsrivelsesfolk.

Færøernes provinspresse udgøres af ugeavisen Nordlysið i Klaksvík, der med pauser er udkommet siden 1915. Andre byer har kun kortvarigt haft egne aviser eller avislignende publikationer.

Læs mere om Færøerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig