Færøerne - forfatning

Færøerne - forfatning, Færøernes forfatning fremgår dels af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1953, dels af Lov om Færøernes hjemmestyre af 23. marts 1948, kaldet Hjemmestyreloven, og dels af Lov af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder.

Grundloven udgør det fælles forfatningsmæssige grundlag for Danmark, Færøerne og Grønland og fastslår, at riget i forfatningsmæssig henseende udgør en enhed med én fælles lovgivende, én fælles dømmende og én fælles udøvende magt, der er fælles for hele riget.

Det statsretlige udgangspunkt har været, at hjemmestyrets kompetence er delegeret til hjemmestyrets myndigheder, således at kompetencen når som helst kan tilbagekaldes ensidigt af lovgiver i Danmark.

I praksis har hjemmestyret imidlertid udviklet sig på en måde, der synes at overskride disse grænser, og nyere teori har fremhævet, at denne opfattelse ikke længere svarer til virkeligheden. Hjemmestyret opkræver fx skat på Færøerne, foretager ekspropriationer og fastsætter straf direkte i henhold til lagtingslov, selvom det i Grundloven er fastslået, at disse skridt kun kan tages ved folketingslov. Også råstofområdet er overtaget fuldt ud af hjemmestyret på trods af tidligere udtalelser om, at retten til undergrundens råstoffer ikke kan overføres til nogen enkelt del af riget. Endvidere er der ved Lov af 24.6.2005 om Færøernes Landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler skabt hjemmel til, at Landsstyret på egen hånd kan indgå aftaler med tredjelande og internationale organisationer inden for de sagsområder, der er overtaget af hjemmestyret. Aftalerne indgås dog "på Rigets vegne" og under betegnelsen "Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne"; de binder riget som helhed, og et eventuelt folkeretligt ansvar for manglende overholdelse af en aftale vil derfor påhvile hele riget. Loven indeholder desuden den ganske omfattende begrænsning, at Landsstyret ikke kan indgå folkeretlige aftaler, der berører forsvars- og sikkerhedspolitikken, eller som skal gælde for Danmark som helhed, eller som forhandles inden for en international organisation, som Danmark er medlem af. Hjemmestyret må derfor inden for sin sagligt og geografisk afgrænsede kompetence antages at indtage en selvstændig stilling, der ikke ensidigt kan ændres eller ophæves af rigsmyndighederne. Det samme gælder hjemmestyrets retsakter, og Lagtinget og Landsstyret må i relation til Grundloven antages at være placeret på samme niveau som Folketinget og regeringen. Konsekvensen af disse betragtninger er, at rigets forfatningsretlige enhed er brudt og Danmark herefter ikke udgør en statsretlig enhed, men derimod et rigsfællesskab bestående af tre selvstændige retssystemer, det danske, det færøske og det grønlandske, med hver sin grundlovsumiddelbare lovgivende, udøvende og om fornødent også dømmende magt.

Lagtinget består fra 2008 af 33 medlemmer; Færøerne udgøres af en enkelt valgkreds. Medlemmerne vælges for fire år ad gangen, medmindre der forinden udskrives ekstraordinært lagtingsvalg. Lederen af det politisk stærkeste parti eller af en koalition i Lagtinget indsættes som lagmand, som herefter udpeger Landsstyret på normalt syv medlemmer. Landsstyremændene behøver ikke at være medlem af Lagtinget. Lagtinget og lagmanden har tilsammen den lovgivende magt, mens Landsstyret varetager hjemmestyrets politiske og administrative funktioner.

Den dømmende magt hører under Justitsministeriet og varetages af sorenskriveren (dommeren) i Tórshavn.

På Færøerne vælges to færøske folketingsmedlemmer.

Læs mere om Færøerne.