Færøbanksagen

Færøbanksagen, sag, der omhandler 1990'ernes bankkrise på Færøerne og Færøernes Landsstyres overtagelse af Føroya Banki fra Den Danske Bank. De færøske banker Sjóvinnubankin og Føroya Banki blev i 1992 og 1993 så hårdt ramt af den færøske økonomiske krise, at der måtte store kapitalindskud til. De kom fra den danske stat gennem Finansieringsfonden af 1992. I 1994 fusionerede bankerne, og Den Danske Bank, der havde været hovedaktionær i Føroya Banki, trak sig herefter ud.

Med Landsstyrets overtagelse af Finansieringsfonden overtog man også banken. Uenighed om bankens reelle værdi på overtagelsestidspunktet førte til voldsomme politiske spændinger mellem Færøerne og Danmark. En dansk undersøgelseskommission fremlagde i 1998 en rapport, som kritiserede fremgangsmåden ved fusionen, men placerede ikke ansvar og skyld. Landsstyret ejer i dag en veldrevet bank og har fået eftergivet en stor del af lånene, der i sin tid blev optaget. Se også Færøerne - økonomi.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig