Fælles Kurs afleverer underskrifter

Fælles Kurs afleverede den 16. februar 1987 i Indenrigsministeriet de 20.000 underskrifter, der gjorde partiet opstillingsberettiget til Folketinget. Tv. partiformand Preben Møller Hansen; halvt skjult bag ministeriets valgkonsulent Vilhelm Brockmeyer th. ses en smilende Jørgen Tved, der sammen med formanden blev valgt til Folketinget i september samme år.

Fælles Kurs afleverer underskrifter
Af /Ritzau/Scanpix.
Preben Møller Hansen og Mogens Glistrup
Preben Møller Hansen (tv.) og Mogens Glistrup i november 1990 ved indgåelsen af et valgsamarbejde mellem Fælles Kurs og Trivselspartiet. Bagved ses plakater for Fælles Kurs med partibogstavet P og billeder af Jørgen Tved.
Preben Møller Hansen og Mogens Glistrup
Af /Ritzau/Scanpix.

Fælles Kurs var et dansk politisk parti, repræsenteret i Folketinget 1987-1988. Partiets omdiskuterede og karismatiske leder var Preben Møller Hansen, daværende formand for Sømændenes Forbund og tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Faktaboks

Etymologi

Navnet henviser særligt til søfartsbetydningen af kurs, 'retning til søs'; Fælles Kurs var fra 1960 navnet på et blad for en kommunistisk fraktion inden for det daværende Sømændenes og Søfyrbødernes forbund.

Også kendt som

Arbejderpartiet Fælles Kurs

Fælles Kurs blev stiftet af Preben Møller Hansen den 19. april 1986 som Arbejderpartiet Fælles Kurs med udgangspunkt i de såkaldte Fælles Kurs Klubber, en bevægelse stiftet i 1979 efter Møller Hansens eksklusion fra DKP. Et væsentligt stridspunkt var DKP's forhold til Socialdemokratiet.

Valgene i 1987 og 1988

Fælles Kurs gik til valg i september 1987 på et populistisk program om borgerløn, om bedre social-, sundheds- og uddannelsesvæsen, om afskaffelse af arbejdsløshed, miljøsvineri og militær samt om Danmarks udmeldelse af NATO og EF. Det opnåede 2,2% af stemmerne og fire mandater. Tre af de nyvalgte havde en baggrund i Sømændenes Forbund: Ud over Preben Møller Hansen selv var det Henrik Berlau (f. 1953), der blev hans efterfølger som forbundets formand 1991-2016, samt Kurt Frederiksen (f. 1947). Desuden blev antikvarboghandler Jørgen Tved (f. 1932) valgt.

Ved det følgende valg i maj 1988 fik Fælles Kurs 1,9% af stemmerne og kom dermed akkurat ikke over spærregrænsen.

Valget i 1990 og derefter

Forud for folketingsvalget i december 1990 indgik Fælles Kurs et samarbejde med Trivselspartiet, der samme år var blevet stiftet af Mogens Glistrup. Ingen af de to partier kom dog ind, og Fælles Kurs stillede herefter ikke længere op til Folketinget. Partiet var dog repræsenteret i Københavns Borgerrepræsentation indtil kommunalvalget i november 2001, hvorefter det valgte at nedlægge sig selv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig