Eva Tind. Foto: 2012.

.

Eva Tind, egl. Eva Tind Kristensen, f. 1974, dansk billedkunstner og forfatter; uddannet arkitekt 2001. Eva Tind blev født i Pusan i Sydkorea, men voksede op som adoptivbarn i Låsby i Jylland.

Hun debuterede på Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2005 med installationen/skulpturen KAfKA sammen med Rebecca Arthy og har siden både alene og sammen med andre kunstnere udstillet en række værker på bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling og Det Kongelige Bibliotek, der kritisk og humoristisk undersøger og kredser om jeg-dannelse, national og kønslig identitet.

I 2009 debuterede Eva Tind som forfatter med det genreeksperimenterende hybridværk DO, der både indeholdt digte, forskellig kortprosa og fotografier.

Det er siden blevet fulgt af Eva + Adolf (2011), som ligeledes inddrog både fotos, tegninger og tekst, romanen Rosenvej (2012) om en ung piges barndom og pubertet i 1970'ernes Danmark og Astas skygge (2016) om stumfilmstjernen Asta Nielsen.

Eva Tind blev i 2010 tildelt Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik uddelt af Det Danske Akademi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig