Europas jernbaner

Den første lokomotivbane på det europæiske kontinent var den franske bane fra Rive de Gier til Lyon i 1832. Derefter kom i Belgien strækningen Bruxelles-Malines og i Tyskland Nürnberg-Fürth, begge indviet i 1835.

Af europæiske lande med udstrakt jernbanenet kan nævnes Tyskland med 40.800 km, Frankrig med 32.700 km, Polen med 24.400 km, Storbritannien med 16.500 km og Italien med 16.100 km, alle med normalsporvidden 1435 mm. I Portugal og Spanien er banerne anlagt med sporvidde på 1676 mm; højhastighedsbanen mellem Madrid og Sevilla dog med normal sporvidde.

I Vesteuropa er der efter 2. Verdenskrig blevet nedlagt et stort antal baner med ringe trafik. Nogle lande valgte allerede i mellemkrigstiden at elektrificere hovedlinjerne, mens andre holdt fast ved dampdriften til efter 2. Verdenskrig. I 1950'erne og 1960'erne afløstes damplokomotiverne i vid udstrækning af diesellokomotiver.

I de sidste årtier har de fleste europæiske lande dog valgt at elektrificere de endnu ikke elektrificerede hovedstrækninger. For den grænseoverskridende persontrafiks vedkommende er banernes markedsandele i høj grad gået til luftfart og personbiler.

De nationale og internationale højhastighedstogsystemer, der etableres i løbet af 1990'erne er et forsøg på at tilbageerobre en del af denne persontrafik for de europæiske jernbaner.