Europa. Byplanlægning var et karakteristisk træk ved den romerske provinsadministration i den nordvestlige del af imperiet. Byerne var præget af en vis ensartethed, og med forbillede i Rom opførtes en række offentlige bygninger: forum, termeanlæg, templer, teatre og amfiteatre. Langt de fleste blev opført af rige privatpersoner, der herved kunne skaffe sig selv og deres efterkommere et ry som velgørere eller opnå politisk støtte fra byens borgere. Her ses ruinerne af amfiteatret i Saintes i Frankrig, antikkens Mediolanum Santorum; det dateres til 1.årh. e.Kr.

.

Navnet Europa kendes med geografisk betydning fra de ældste græske digtere. Hos Hesiod er Europe og Asia begge døtre af verdenshavet, Okeanos; i de homeriske hymner betegner Europa det græske fastland uden Peloponnes og øerne. Endnu i senantikken omkring 300 e.v.t. fik en romersk provins i Thrakien (nuværende europæisk Tyrkiet) navnet Europa. Den udvidede betydning og den tidligste bevidsthed om Europa som verdensdel skyldes Perserkrigene omkring 500 f.v.t.

Antikken

Europa. Allerede i 400-t. kom kristendommen til Irland, hvor den blev påvirket af den keltiske kultur. Snart blev der opført klostre, der udviklede sig til centre for kunst og litteratur. Her ses klostret Clonmacnoise, som blev grundlagt i 545; det blev Irlands mest betydningsfulde og et indflydelsesrigt lærdomscenter. Foran kirken, der påbegyndtes omkring 900, står et højt stenkors med rig skulpturel udsmykning fra ca. 908.

.

Fra den græske historiker Herodot i 400-tallet f.v.t. og i resten af antikken regnede man med tre verdensdele, Europa, Asien og Libyen (Afrika), og floden Tanais (Don) ansås for Europas østgrænse. Kendskabet til Vest-, Nord- og Mellemeuropa udvidedes lidt efter lidt, efterhånden som grækere og romere fik mere regelmæssig handelsforbindelse med de egne.

Den græske verden

Fra begyndelsen af det 1. årtusinde f.v.t. udviklede grækerne deres karakteristiske bystatskultur, som svarede til deres bosættelse i afsondrede dale, på øer og halvøer. En konstant mangel på jord, der var egnet til dyrkning, førte til udvandring og anlæggelse af oversøiske byanlæg, såkaldte kolonier. Omkring 800 f.v.t. var Lilleasiens vestkyst helt indlemmet i det græske område. Derefter anlagdes kolonier langs den nordlige del af Det Ægæiske Hav samt hele vejen omkring Sortehavet, visse steder i det østlige Middelhav foruden i Syditalien, på Sicilien og så langt mod vest som Massilia (nuværende Marseille). I nogle egne mødte man ikke-græske bystater, således hos etruskerne i Mellemitalien og i de fønikiske kolonier i det vestlige Middelhav.

Bystaterne udviklede en ensartet kultur. Intensiv dyrkning af vin og oliven samt forfinelse af kunsthåndværk tillod snart en omfattende eksport til bl.a. kornproducerende egne, således at en vis befolkningsvækst i byerne blev muliggjort. De oprindelige småkongedømmer og aristokratiske styreformer erstattedes de fleste steder af egalitarisk tyranstyre eller demokrati. Medvirkende hertil var især en udvikling af våben og militær organisation. Det sværtbevæbnede fodfolk, som var identisk med statens mandlige borgere, blev strategisk afgørende, og nye idealer som individuel selvhævdelse i solidaritet med medborgerne forenet med offervilje over for byen kom til at præge græsk mentalitet. Forudsætningen for borgernes deltagelse i det politiske og kulturelle liv var hele oldtiden igennem, at en væsentlig del af det manuelle arbejde udførtes af slaver.

Under Perserkrigene i det hele taget og især i løbet af Xerxes' invasion i Europa 480-479 f.v.t. viste denne kulturs styrke sig, og først og fremmest Athen, der fik herredømme over et forbund af byer, oplevede en blomstringstid på alle områder. Denne "klassiske" periode (400-300-tallet) blev i væsentlig grad normdannende for al senere europæisk kultur inklusive den politiske. Grækerne kom til at nære den anskuelse, at de var alle andre folk, de såkaldte barbarer, overlegne. Imidlertid erobredes selve Hellas i 338 f.v.t. af sin halvbarbariske nabo, kongeriget Makedonien. Med den makedonske kong Alexander den Stores erobring af Perserriget indledtes en ny periode af græsk ekspansion og kolonisering så langt mod øst som til Indus. Under de makedonske konger og senere under Roms herredømme havde de græske borgeridealer mistet deres oprindelige inspirationskraft; men bystaten vedblev at være den form, hvori antikkens tilværelse organiseredes, ligesom græsk sprog og litteratur var den antikke kulturs vigtigste medium.

Romerrigets opkomst og dominans

På grænsen mellem græsk og etruskisk dominans i Mellemitalien opnåede Rom ved midten af det 1. årtusinde f.v.t. en selvstændighed, der stadig konsolideredes, indtil hele Italien i 265 f.v.t. var erobret. Gennem langvarige krige med Karthago i århundredet derefter lykkedes det Rom at underlægge sig denne stats søimperium i det vestlige Middelhav, og forsøg på intervention fra Makedonien og Hellas førte til, at også disse lande blev romerske provinser. Gradvis udvidedes Roms imperium, indtil det i 1. århundrede f.v.t. under Cæsar og kejser Augustus kom til at omfatte alle til Middelhavet grænsende lande, herunder det europæiske fastland indtil Rhinen og Donau, der i de følgende århundreder var rigets faste nordgrænse. Endvidere erobredes i 1. århundrede e.v.t. Britannia, dvs. England, men ikke Skotland og Irland, og i 2. århundrede Dacia (Rumænien). Det romerske Europa havde dermed nået sin største udstrækning.

Den romerske bystat havde undergået den typiske udvikling: først primitivt kongedømme, dernæst aristokratisk styre og til sidst en mere demokratisk styreform, men de voldsomme borgerkrige mellem stridende hærførere og politikere i 1. århundrede f.v.t. endte med det såkaldte principat; det betød, at Augustus i 27 f.v.t. blev reel enehersker. Det romerske kejserdømme var således oprettet. Det sikrede riget en relativt stabil fredsperiode i de følgende to århundreder, idet grænserne befæstedes og forsvaredes mod de nærmestboende nabofolk, dvs. i Europa især germanere og sarmater. Romerne opretholdt dog også en betydningsfuld samhandel med disse folk.

Riget deltes i provinser, hvor en romanisering fandt sted; kolonier anlagdes, og ældre stammesamfund omdannedes til bystater. Bortset fra det egentlige Hellas og Ægæerhavskysten fik det europæiske fastland i løbet af kejsertiden latin som fællessprog; keltisk og andre tidligere sprog holdt sig dog længe i live i visse ikke-urbaniserede egne. I 212 gav kejser Caracalla alle frie undersåtter i riget romersk borgerret. Derved øgedes mulighederne for integration, men forpligtelserne over for det centrale styre voksede samtidig. Allerede i begyndelsen af 100-tallet e.v.t. havde den romerske historiker og geograf Tacitus, der havde et indgående kendskab til de germanske stammer, prist deres frihed på romernes bekostning.

Nødvendigheden af at opretholde en stadig større hærstyrke bevirkede sammen med en udvidelse af centraladministrationen et stigende skattetryk og økonomisk ustabilitet, der fra slutningen af 100-tallet gav sig udslag i hyppige politiske kriser og krige mellem hærafdelinger. Romerrigets basale produktivitet voksede ikke, og mangel på arbejdskraft medførte konstant slaveimport. Dertil kom utvivlsomt en vis stadig indvandring af frie bønder, bl.a. fra Nord- og Mellemeuropa. Ved flere lejligheder tog indvandringen ligefrem form af væbnede invasioner af germanske overskudsbefolkninger, således cimbrerne og teutonerne i slutningen af 100-tallet f.v.t., markomannerne i anden halvdel af 100-tallet e.v.t. og især gotere, frankere og alemannere i anden halvdel af 200-tallet. Efter den sidste invasion, der som de tidligere blev slået tilbage, rekrutteredes den romerske hær i stigende grad blandt germanere.

Senantikken

Omkring år 300 stabiliseredes kejsermagten ved en række reformer under kejserne Diokletian og Konstantin 1. den Store. Betydningsfuld er bl.a. opdelingen af Romerriget i større forvaltningsenheder, dioceser, hvorved Europas geografiske hovedregioner fik politisk status, således fx Britannia, Spanien, Gallien og Italien; de to sidste begge delt i en nordlig og sydlig del. I 311 blev kristendommen officielt tilladt, efter at den i de foregående århundreder gradvis var blevet udbredt i hele Romerriget, i de europæiske provinser dog foreløbig kun i mindre omfang. I løbet af 300-tallet trængte kristendommen stærkt igennem overalt, og efter 380 ophørte statens støtte til alle hidtil praktiserede religioner. Den kristne kirkes organisation, der fulgte den statslige, blev en afgørende faktor i videreførelsen af den kulturelle enhed under de følgende århundreders voldsomme politiske omvæltninger. Efter 395 blev Romerriget gradvis delt i en østlig og en vestlig del, som gled fra hinanden.

Folkevandringstiden

I 370'erne indledtes en ny germansk invasionsbølge, denne gang delvis fremkaldt af det asiatiske nomadefolk hunnernes opdukken i Donauregionen. I årtierne derefter måtte der i Vesteuropa overlades jord til goterne, vandalerne, burgunderne og andre folk, og nye, til dels selvstændige kongeriger opstod i løbet af 400-tallet. Disse indvandrere gik over til kristendommen og fik snart latin som kirke- og lovsprog. Også frankerne i Nordgallien og anglere og saksere i Britannia etablerede sig omkring 500. Hunnernes invasion standsedes derimod af en romersk hær i Slaget ved De Katalauniske Marker i 451, hvor germanere kæmpede på begge sider. Herefter svandt Det Vestromerske Rige hurtigt ind og ophørte ved kejser Nepos' død i 480.

Det lykkedes den østromerske kejser Justinian 1., der regerede 527-565, at tilbageerobre hele Italien samt mindre dele af Spanien og Nordafrika; men allerede mellem 568 og 600 invaderedes Italien af et nyt germansk folk, longobarderne. Omkring 600 indvandrede slaviske folk i mindre stammer i Østeuropa inklusive Balkan. Her, i Frankerriget og i England kom de nye folk til at udgøre en betydelig del af befolkningen, mens det germanske befolkningselement i Sydgallien, Spanien og Italien var mindre talrigt. Inden for de gamle romerske grænser opstod der de fleste steder et system med dobbelt ret: romersk og germansk. Bulgarerne oprettede ca. 680 en varig stat omkring Nedre Donau med herredømme over de slaviske stammer i området. Hertil udgik den kristne mission fra Det Østromerske Rige, og Europas deling i en latinsk og en græsk præget kulturkreds fuldbyrdedes.

Under folkevandringernes turbulens svandt byerne i omfang, om end de fleste fortsat bestod som lokale centre. Fjernhandelens økonomiske betydning aftog, og naturaløkonomi vandt frem. De gamle handelsveje mellem Orienten og Europa, også Nordeuropa, blev dog aldrig afbrudt, og nye etableredes. En række epidemier mellem 100- og 700-tallet medvirkede til Middelhavslandenes svækkelse; det samme gjaldt de hårde og langvarige grænsekrige mellem Det Byzantinske Rige og Perserriget indtil 628. Dette er baggrunden for, at det arabiske kalifat efter 636 så hurtigt kunne erobre hele Mellemøsten og Nordafrika. Det Byzantinske Rige blev reduceret til områder, der kunne holdes sammen af en overlegen flådemagt, og i en lang periode truedes også denne af kalifatet. Konstantinopel belejredes 673-677 og 717-718, og i forlængelse af denne kriseperiode indtrådte i 726 billedstriden, som yderligere uddybede kløften mellem den østlige og den vestlige kristenhed.

I 711 invaderede en arabisk hær Den Iberiske Halvø, hvor Det Vestgotiske Rige hurtigt erobredes, og halvøen bortset fra Asturien i nordvest kom under arabisk styre og islamisk kulturpåvirkning. En yderligere fremtrængen i Frankrig blev imidlertid standset ved Poitiers i 732. Under svækkelsen af det byzantinske styre i Italien havde longobardernes rige erobret Ravenna og truet Rom; men paven allierede sig med det frankiske karolingerdynasti, sikrede dets overtagelse af kongemagten i 751 og opnåede selv suverænitet i de tidligere kejserlige dele af Mellemitalien. Dette støttedes med det største dokumentfalskneri i europæisk historie, Det Konstantinske Gavebrev.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig