Eumenes af Kardia, 362-316 f.Kr., Alexander den Stores kansler og statholder i Paflagonien og Kappadokien efter Alexanders død i 323 f.Kr. Eumenes var den eneste civile embedsmand og den eneste hellener blandt Alexander den Stores efterfølgere, diadokerne; de andre var alle makedonske officerer.

I krigene om delingen af Alexanders rige støttede Eumenes konsekvent den fungerende rigsforstander og formynder for Alexanders arvinger, og den tidligere kansler viste sig som en dygtig diplomat og en fremragende feltherre. Kernen i hans hær var Alexanders gamle eliteregiment, Sølvskjoldene. Eumenes søgte at sikre sig deres loyalitet ved at indføre en kult for Alexander; i 316 gjorde tropperne imidlertid mytteri og udleverede Eumenes til Antigonos 1. den Enøjede, der straks lod ham henrette.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig