Eulenburg-affæren

Eulenburg-affæren, skandale i Tyskland kort før 1. Verdenskrig. Sagen begyndte med, at journalisten og bladudgiveren Maximilian Harden (1861-1927) i sit ugeskrift die Zukunft angreb visse personer i Vilhelm 2.s nærmeste kreds for utilbørlig påvirkning af majestæten, der nok var intelligent, men yderst labil og i usædvanlig grad påvirkelig af smiger.

Kredsen af adelige smigrere var ledet af Philipp Eulenburg. Harden anklagede i 1907 ham og hans ven, grev Kuno von Moltke (1847-1923), som var general, for homoseksuel adfærd, hvilket dengang var strafbart. Moltke blev afskediget og Eulenburg forvist fra hoffet. Sagen kunne i og for sig herefter være blevet afsluttet, men Moltke anlagde injuriesag mod Harden, som ved underretten i Berlin blev frifundet.

Moltke fik sagen for landsretten, som dømte Harden til fire måneders fængsel, idet Eulenburg som vidne aflagde ed på sin og Moltkes uskyld. Sagen blev herefter indbragt for rigsretten, som dog ikke nåede at behandle sagen, idet Harden i en lignende sag i Bayern fremlagde et fældende bevis, hvorfor Eulenburg nu blev varetægtsfængslet for mened og overført til Berlin til videre rettergang.

Nu greb rigskansler Bernhard von Bülow ind i sagen. Han var blevet rigskansler år 1900 ved Vilhelm 2.s gunst og Eulenburgs formidling. Han sørgede for en udenretlig behandling af sagen, som i forhold til Harden kunne afgøres med en erstatning på 40.000 rigsmark. Eulenburg fik fremskaffet en lægeattest, hvorved retssagen mod ham kunne udsættes på ubestemt tid. Denne den største indenrigspolitiske skandale i Vilhelm 2.s regeringstid blev til stor skade for såvel den udøvende som dømmende magt. Sagen er desuden et eksempel på, hvordan fordomme, i dette tilfælde vedrørende homoseksualitet, kunne udnyttes politisk.