Euglena, (af eu- og gr. glene 'øjeæble'), slægt af øjealger med over 100 arter. Cellerne er op til 1/2 mm store, har grønne kloroplaster og én synlig svingtråd. Mange arter er stærkt formforanderlige. Euglena er vidt udbredt i ferskvand, især i vandløb og damme, der er forurenede af organisk stof. Masseforekomst af E. sanguinea kan farve vandet blodrødt. E. gracilis anvendes ofte i eksperimenter vedrørende kloroplasters dannelse og genomfunktion.