Faktaboks

Eugene Dubois
Født
1858
Død
1940

Eugene Dubois, 1858-1940, hollandsk anatom og palæoantropolog. Dubois var tilhænger af den teori, at mennesket opstod i Asien, og han kom via en ansættelse i den kongelige hollandske ostindiske hærs lægekorps til de hollandske kolonier i Sydøstasien (det senere Indonesien). Under udgravninger lykkedes det ham i 1891 at finde en tand og en kraniekalot og året efter et lårben af et forhistorisk menneske nær floden Solo på Java. Han navngav fundene Pithecanthropus erectus, et navn, som siden er ændret til Homo erectus, men fundene er nok mere kendt som Java-mennesket.

Hans tolkning af fundene som et missing link i menneskets evolution blev til hans store skuffelse mødt med skepsis, hvilket til dels skyldtes, at han hjemme i Europa, hvor han blev professor i geologi ved Amsterdam Universitet, ikke tillod andre forskere at studere fundene nærmere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig