Eugène Ionesco

Faktaboks

Eugène Ionesco
født:
26. november 1909
død:
28. marts 1994

Eugène Ionesco. Scene fra Flemming Flindts Enetime (1963) med Thomas Lund og Gudrun Bojesen.

.

Eugène Ionesco, opr. Eugen Ionescu, 26.11.1909-28.3.1994, rumænsk-fransk forfatter, der fik afgørende betydning for det absurde drama fra anden halvdel af 1900-t.

Eugène Ionesco blev født i Rumænien af rumænsk-franske forældre og voksede op i Frankrig indtil 15-års-alderen med fransk som modersmål. Efter 11 års ophold i Rumænien vendte han i 1938 tilbage til Frankrig, hvor han forblev til sin død.

Ionescos radikalt moderne teaterform var i mange år en udfordring for det borgerlige publikum, mens hans antikommunistiske grundsyn gjorde ham sårbar over for de venstreintellektuelle kredse, der i øvrigt udgjorde hans kernepublikum i de tidlige år. Disse forhold forklarer i nogen grad hans følelse af ensomhed og det stærke mismod, der syntes at vokse med årene.

Det var som forfatter af "absurd teater", at Eugène Ionesco slog igennem i 1950'erne, først med La Cantatrice chauve (1950, Den skaldede sangerinde, Riddersalen 1961), senere med Les Chaises (1952, Stolene, Aarhus Teater 1960) og La Leçon (1951, Enetime, Studenterscenen 1957).

Det første stykke udleverer dagligdagens groteske rutiner og sproglige tomhed; Stolene fremstiller livet som en absurd venten på intet, beslægtet med Samuel Becketts Vi venter på Godot; Enetime, som Flemming Flindt iscenesatte som ballet i 1963, er en studie, med seksuelle undertoner, i den perverterende kraft i ethvert magtspil, her mellem lærer og elev.

Især de to sidste skuespil balancerer suverænt mellem komik og uhygge. Også Flindts kendteste ballet, Dødens Triumf (1972), er baseret på et oplæg af Ionesco.

Senere fulgte bl.a. Le Rhinocéros (skrevet 1958, Næsehornet, Alléscenen 1961) om det gode menneske Bérenger og hans ubodelige ensomhed under et totalitært regimes smittebærende styre, der i stykkets fabel gør alle til næsehorn.

Stærkest af alle Ionescos skuespil står Le Roi se meurt (1962, Kongen skal dø, Det Kongelige Teater 1964), der igen tematiserer ensomheden og dødsangsten, denne gang i mere udbygget form såvel sprogligt som dramaturgisk. Samtidig er tonen fra det grotesk-komiske her slået over i det ægte tragiske.

Også som prosaforfatter har Eugène Ionesco udmøntet sine faste temaer; men det er som dramatiker, han står som en nøgleskikkelse i 1900-t.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig