Estland - sprog, Estisk og russisk er de dominerende sprog i Estland. I selvstændighedstiden 1918-40 var estisk landets officielle sprog og blev talt af ca. 92% af befolkningen, mens de russisktalende blot udgjorde ca. 4,4%. I sovjetperioden ændredes forholdene på grund af den massive russiske indvandring, således at fordelingen i 1992 var 30% russisk- og 62% estisktalende. Efter selvstændigheden er andelen af russisktalende atter på retur og var i 2003 faldet til 26%, mens andelen af estisktalende var steget til 69%. Den geografiske fordeling er dog skæv, idet de russisktalende fortsat udgør flertallet i byerne i NØ, mens der fx stort set ingen er på øerne i V, hvor der endnu i 1990 var ca. 900 personer tilbage med estlandssvensk som modersmål. Til mindretallene hører også knap 30.000 ukrainere og ca. 11.000 finner. En sproglov fra 1995 gjorde estisk til landets eneste officielle sprog; dog kan et minoritetssprog bruges i den region, hvor det pågældende sprog er det mest udbredte. Engelsk har efter selvstændigheden afløst russisk som første fremmedsprog.

Læs mere om Estland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig