Esmâ’il Fasih (1935-2009) var en iransk roman- og novelleforfatter, der henover en periode på cirka 40 år – fra 1968 til 2007 – udgav 21 romaner og 5 novellesamlinger. Hans samlede værk er et portræt af Irans og landets befolknings historie i det 20. århundrede, der for en stor del følger i sporet af forfatterens liv, men som også kaster et blik tilbage perioden omkring århundredeskiftet i år 1900.

Esmâ’il Fasih blev født i Teheran i 1933 som søn af en købmand i et traditionelt basarmiljø. Faderen døde, da forfatteren var helt lille, og Fasih måtte klare både familieforpligtelser og sin egen uddannelse. Han voksede op midt i meget dramatiske begivenheder i Irans historie, de allieredes besættelse af landet i 1941, detroniseringen af Rezâ Shâh og indsættelsen af dennes søn Mohammad Rezâ Shâh samme år, det amerikansk ledede kup mod præsident Mosaddeq i 1953, samt, naturligvis, den iranske, islamiske revolution i 1979 og Den Iransk-irakiske krig 1980-1988; alle begivenheder der fik en indflydelse på Esmâ’il Fasihs værk.

I 1956 til 1962 uddannede Fasih sig i USA og vendte tilbage til landet i en kort periode 1968-69. Især under det første ophold i USA blev forfatteren inspireret af amerikansk litteratur og mødte også Ernest Hemmingway, der opfordrede Fasih til at blive forfatter.

I sin fiktionelle gennemskrivning af Irans moderne historie opererer Fasih ofte med en alter ego fortæller, Jalâl Âriân, hvilket også gælder for hans debutroman fra 1968, Sharâb-e khâm (”Ubehandlet vin”). Litterært teknisk giver dette Fasih muligheden for som implicit fortæller at reflektere over både eksplicit og implicit fortællers måske begrænsede synsvinkler. Dette standser ikke romanernes flow, da disse ofte er meget dramatiske i deres handling og kan minde lidt om kriminalromaner – nok en hemmingwaysk påvirkning.

Esmâ’il Fasihs to mest omtalte værker, som også er oversat til engelsk, er romanerne Sorayyâ dar eghmâ (”Sorayya i koma”, 1984) og Zemestân-e ’62 (”Vinteren 1983”, 1987), der begge foregår under den otte år lange krig mellem Irak og Iran – uden at være egentlige krigsromaner. I førstnævnte roman rejser fortæller og hovedperson Jalâl Âriân fra den krigshærgede by Abadan i det sydvestlige Iran til Paris for at tage sig af sin niece, der ligger i koma. Romanen har konstante flashbacks til krigens grusomheder i Abadan, samtidig med at fortælleren bevæger sig rundt i Paris og møder flygtede iranere, der har stærke meninger om både krigen og det nye islamiske styre; men som befinder sig på sikker afstand af krigen. Herved sætter romanen de i Iran tibageblevne, der gennemgår krigens rædsler og ikke har tid og overskud til andet end at overleve, mens de flygtede iranere lever i en tryg boble – i koma så at sige – uden kontakt og føling med deres hjemland. Zemestân ’62 foregår i Abadan i krigens tredje år. Romanen er opdelt i tre dele, der hver især følger forskellige menneskers, oftest ulykkelige, skæbne under krigen, og den kan betragtes som Fasihs egen førstehånds oplevelse af krigen, hvor han befandt sig i Abadan, blot i fiktionaliseret form. Både Sorayyâ dar eghmâ og Zemestân-e ’62 blev noget overraskende tilladt publiceret af censuren i Iran, selvom de begge er indirekte kritiske over for styret og krigen – langt fra den statsstyrede, glorificerende propaganda for og omkring den irakisk-iranske krig.

Esmâ’il Fasih har også skrevet en meget modig og meget sigende artikel i Third World Quarterly (Vol. 9, No. 3, 1987), der med stor nøjagtighed beskriver dagligdagen for en iransk forfatter, der må leve med krigen, manglende indtægter, fødemangel, piratkopiering af sine værker, korruption og sidst men ikke mindst en stadig kamp mod et undertrykkende styres censur af litteraturen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig