Ernst Wigforss

Ernst Wigforss var en svensk politiker og sprogforsker.

Wigforss, hvis filologiske forfatterskab omhandlede sydsvenske dialekter, var fra 1913 til 1918 docent i Lund og fra 1918 lektor i Göteborg. Han var socialdemokratisk medlem af Riksdagen fra 1919 til 1953 (andetkammeret 1929-1947), sad fra 1920 i partiets hovedbestyrelse, var i 1924-1925 konsultativ statsråd og i 1925-1926 og 1932-1949 finansminister.

Wigforss betragtes som det svenske socialdemokratis vigtigste teoretiker. Han var tidligt påvirket af britiske socialister inden for Fabian Society og deres idéer om statsbudgettets anvendelighed til konjunkturudjævning. Det kom i høj grad til udtryk i kriseforliget med Bondeförbundet i 1933 og dannede således grundlaget for socialpolitikken i 1930'erne. Wigforss var modstander af øgede forsvarsudgifter og tog under 2. Verdenskrig forbehold over for støtten til Finland og tilladelsen til tyske troppetransporter gennem Sverige.

Wigforss var hovedansvarlig for den svenske arbejderbevægelses efterkrigsprogram, og under hans ledelse gennemførtes i 1947 en omfattende skattereform, der indebar kraftig indkomstudligning og muliggjorde de store udgifter til den aktive social- og arbejdsmarkedspolitik, der blev kernen i velfærdsstrategien. Hans erindringer, Minnen, 1-3 (1950-1954), er et hovedværk til forståelse af det stærke akademiske islæt i det svenske socialdemokrati.