Faktaboks

Ernst Toller
Født
1893
Død
1939

Ernst Toller, 1893-1939, tysk forfatter. Under indtryk af sine krigsoplevelser blev Ernst Toller pacifist og socialist. Han tog aktivt del i opstanden i Bayern 1918-19, blev fængslet og idømt fem års tugthus for højforræderi.

Her skrev Ernst Toller sine kendteste ekspressionistiske dramaer: Die Wandlung (1919, da. Forvandlinger, 1925), Masse — Mensch (1921), Die Maschinenstürmer (1922, da. Maskinstormerne, 1984), Der deutsche Hinkemann (1923) og efter løsladelsen Hoppla, wir leben (1927, da. s.å.).

Eksperimenterende opsætninger, der afprøvede alle teatrets tekniske muligheder, bidrog i høj grad til stykkernes virkning i 1920'erne.

Nazisterne begyndte tidligt at forfølge Ernst Toller, både på grund af hans jødiske baggrund og hans revolutionære fortid, og i februar 1933 forlod han Tyskland.

Stærkt påvirket af Francos sejr i Den Spanske Borgerkrig begik han selvmord i New York.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig