Faktaboks

Ernst Ludwig Kirchner
Født
6. maj 1880, Aschaffenburg. Tyskland
Død
15. juni 1938, Davos, Schweiz
Portræt af Ernst Ludwig Kirchner. Fotograf og datering ukendt.

Ernst Ludwig Kirchner var en tysk maler og grafiker. Han var en af de unge malere i Dresden, der i 1905 med kunstnergruppen Die Brücke banede vej for den tyske ekspressionisme. Hans tidlige værker vidner om inspiration fra mange sider: impressionister, Vincent van Gogh, Edvard Munch og Henri Matisse samt fra afrikansk og polynesisk kunst.

Ernst Ludwig Kirchners udgangspunkt i Dresden

Ernst Ludwig Kirchner. Plakat til udstillingen KG Brücke i Galerie Arnold i Dresden i 1910, træsnit.
/Kupferstich-Kabinett, Dresden.

De mangeartede inspirationskilder formåede han at samle i en nervøst eksalteret stil, båret af ekspressivt forvrængede former og grelle farvesammensætninger. Han malede i denne fase især landskaber, gadebilleder og portrætter, fx Gade i Dresden (1907-1908, Museum of Modern Art, New York).

Kirchner i Berlin

Potsdamer Platz, 1914, olie på lærred.
/Neue Nationalgalerie, Berlin.
Tanzende Frau ('Dansende kvinde'), 1911, træskulptur.
/Stedelijk Museum, Amsterdam.

Ernst Ludwig Kirchner Gade, maleri fra 1913. Museum of Modern Art, New York.

.

Ernst Ludwig Kirchner havde også en stor grafisk produktion, hvor han var påvirket af såvel den tyske sengotik, bl.a. Lucas Cranach, som af Edvard Munch. I 1911 flyttede han til Berlin, og han begyndte at neddæmpe farverne og dynamisere formerne. Hans foretrukne motiv var nu langstrakte, moderigtigt klædte kvindeskikkelser, der promenerer i storbyens gader, fx Potsdamer Platz (1914, Neue Nationalgalerie, Berlin), og hans betydeligste værker stammer fra dette årti.

Fotografi fra Ernst Ludwig Kirchners atelier i Berlin-Friedenau. Kirchner ses stående til højre. År og fotograf ukendt.

Årene i Davos i Schweiz

Efter traumatiske erfaringer som soldat i 1. Verdenskrig flyttede Kirchner til Davos i Schweiz, hvor han boede resten af sin levetid. Han malede i sine senere år blandt andet bjergpanoramaer i store dekorative og ekspressive kompositioner, men lagde intet afgørende til sit livsværk. I et anfald af depression, som var delvis fremkaldt af de mange beslaglæggelser af hans billeder i tyske museer, begik han selvmord.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig