Ernst Kummer, 29.1.1810-14.5.1893, tysk matematiker. Kummer var professor ved Breslaus universitet fra 1842, indtil han i 1855 blev udnævnt til professor ved Berlins universitet. Han er i særlig grad kendt for sine arbejder i algebraisk talteori, hvor han ved sin teori for cirkeldelingslegemer bl.a. var i stand til at bevise Fermats store sætning for en omfattende klasse af eksponenter, bl.a. for alle hele eksponenter mellem 3 og 100. For at afhjælpe den manglende entydige primfaktoropløsning i de her optrædende talringe indførte Kummer såkaldte "ideale tal" — en forløber for den af R. Dedekind skabte idealteori for generelle ringe.