Faktaboks

Ernst Kaltenbrunner
Født
4. oktober 1903
Død
16. oktober 1946

Ernst Kaltenbrunner var en tysk-østrigsk politiker. Kaltenbrunner trådte som ung advokatfuldmægtig i Linz ind i Nazipartiet og blev i 1932 aktiv inden for SS. Han var en effektiv efterretningsagent og fanatisk antisemit.

Ernst Kaltenbrunners karriere i Gestapo og SS

I 1937 gjorde Heinrich Himmler Ernst Kaltenbrunner til leder af det østrigske SS, og efter Anschluß i 1938 blev han chef for Gestapo og SS i Wien. Han opbyggede det tyske sikkerhedspoliti i det østrigske område. I 1943 efterfulgte han Reinhard Heydrich som leder af Reichssicherheitshauptamt og som chef for det tyske sikkerhedspoliti. Dermed var han ansvarlig for koncentrationslejrene og jødeudryddelsen, hvis tempo han forsøgte at forcere.

I 1944 samledes hele det tyske efterretningsarbejde under Kaltenbrunner. I juli samme år stod han for den hensynsløse bekæmpelse af modstandskredsen bag attentatforsøget mod Adolf Hitler. I oktober 1946 blev han ved Nürnbergprocessen dødsdømt som en af Det Tredje Riges hovedkrigsforbrydere og henrettet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig