Faktaboks

Ernst Jünger
Født
1895
Død
1998

Ernst Jünger, fotograferet i marts 1997, 102 år gammel.

.

Ernst Jünger, 1895-1998, tysk forfatter. Ernst Jünger debuterede i 1920 med In Stahlgewittern (da. I stålstormen, 2012) om frontoplevelser under 1. Verdenskrig efterfulgt af — med hans eget udtryk — "soldatiske" værker, der ideologisk befandt sig på den nationalistiske højrefløj.

I stålstormen fik siden status som en af krigslitteraturens klassikere, takket være dens nøgterne skildring af skyttegravenes virkelighed, der både viser krigens fascinationspotentiale og ufattelige gru.

Med prosadigtsamlingen Das abenteuerliche Herz (1929, 2. udg. 1938, da. Det eventyrlige hjerte, 2015) indtraf en vending mod mere generel livsfilosofi inspireret af Friedrich Nietzsche. Ernst Jünger udtrykker den holdning, at rædslen ligesom den æstetiske erfaring åbner til dybere og mere basale lag end det borgerlige hverdagsliv.

Dette uddybes i de produktive år efter 1930, i essayene Die totale Mobilmachung (1930), Über den Schmerz (1934, da. Om smerten, 1995) og bogen Der Arbeiter (1932).

Med det borgerlige samfund er historien slut, og med ufattelig hast raser teknikken frem og gør en ny totalitær samfundstypemulig, hvor nihilismen overvindes, den enkelte gør tjeneste som arbejdersoldat, og en arkaisk og ekstatisk forbindelse til livets dybe og smertefulde lag bliver åbenbar i kontrast til borgerlig blødsødenhed.

Disse tankers beslægtethed med nazismen hindrede ikke Ernst Jünger i med aristokratisk afsky at afvise pladser i Rigsdagen og det nazistiske akademi, samtidig med at han tenderede mod en mere romantisk "magisk realisme". Denne periode placerer ham som central figur i den ikke-nazistiske højrefløj, den "konservative revolution".

Kortromanen Auf den Marmorklippen fra 1939 (da. På marmorklipperne, 1979, 2014) blev set som modstandsskrift, og som besættelsesofficer i Paris under 2. Verdenskrig havde Ernst Jünger kontakt til kredse bag attentatplanerne mod Adolf Hitler, med hjemsendelse til følge. Fra disse år stammer dagbøgerne Strahlungen, nu i mere melankolsk og ræsonnerende tonefald (1949-58, da. Strålinger, 2013).

Efter krigen udkom en lang række dagbogsoptegnelser, essays og romaner. Heliopolis (1948) udgør en fiktiv fortolkning af krigen, og i Die gläsernen Bienen (1957, da. Glasbierne, 1960) opgives teknik-optimismen.

Som hos vennen, filosoffen Martin Heidegger er teknikken nu det moderne massesamfunds skæbne — og en art anarkisme den eneste mulige modstand. Annäherungen (1970) om egne narkotikaoplevelser viser slægtskab med ungdomsoprøret, ligesom Die Schere (1990) anslår økologiske toner.

Ernst Jüngers "amoralske æsteticisme" gjorde ham længe til persona non grata i tysk kulturliv, og han er endnu en stærkt kontroversiel skikkelse, mere anset i Frankrig end i hjemlandet.

Med sin kobling af surrealisme, ekspressionisme, fascisme, anarkisme, konservatisme, ungdomsoprør, æsteticisme m.m. udgør Ernst Jünger en særegen krystal i 1900-t.s åndsliv. Hans særlige — og meget lange — livsløb gjorde ham til konstant mål for en politisk kritik, der dog ikke ramte alle sider af værket med samme ret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig