Ernst Henrich Berling var en tyskfødt, dansk bogtrykker, forlægger og avisudgiver. Han grundlagde et bogtrykkeri i København i 1733 (Det Berlingske Bogtrykkeri, som efter 256 år ophørte i 1990!). I 1747 fik han af regeringen overdraget landets eneste skriftstøberi; samme år fik han titel af hofbogtrykker.
Som bogforlægger udgav Berling i 1740'erne en række af Ludvig Holbergs skrifter og flere pragtværker med kobberstukne illustrationer, fx Laurids de Thurahs Den danske Vitruvius (1746-49) og Hafnia Hodierna (1748).
I 1748 fik han for sig selv og sine arvinger eneret på at trykke en række danske og udenlandske aviser og lærde tidender: en eneret, som han havde købt af en anden bogtrykker, herunder fik Berling også retten til Statstidende.
I januar 1749 udsendte han første nummer af Kjøbenhavnske Danske Post-Tidende, vore dages Berlingske Tidende – eller blot (siden 2011) Berlingske .
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.