Ernst Haeckel

Ernst Haeckel tegnede mange organismer, både dyr, planter, svampe og encellede organismer; her radiolarer. I sine tegninger forskønnede han ofte naturen og gjorde organismerne mere kunstfærdige og symmetriske, end de egentlig er.

.

Ernst Haeckel, Ernst Heinrich Philip August Haeckel, 16.2.1834-9.8.1919, tysk zoolog; tilknyttet universitetet i Jena 1862-1909, fra 1865 som professor.

Ernst Haeckel blev uddannet som læge i 1857, men efter at have praktiseret i en kort periode tog han til Messina i Italien for at tegne og male. Her blev han optaget af en gruppe marine encellede organismer, radiolarer, der har smukke, meget kunstfærdigt udformede skeletstrukturer. Resultatet blev en videnskabelig afhandling med egne illustrationer, som han disputerede på i 1861.

Charles Darwins Arternes Oprindelse (1859) blev afgørende for Haeckels senere virke; han blev overbevist darwinist og så evolutionen som det overordnede og samlende element i hele naturen. Haeckel var særdeles aktiv som formidler af en meget aggressiv og antikirkelig darwinisme.

På baggrund af sine darwinistiske anskuelser udviklede Haeckel en verdensanskuelse, som han benævnte monisme; heri hævdede han eksistensen af en universel substans, der fremtræder som både stof og energi, og som er underkastet kausalloven og lovene om stoffets og energiens konstans.

Han dannede i 1906 et monistforbund, hvis socialdarwinistiske og racistiske anskuelser siden hen blev optaget i den nationalsocialistiske ideologi.

Ernst Haeckels videnskabelige indsats er centreret om organismernes slægtskabshistorie eller fylogeni (et Haeckel-ord). Han postulerede eksistensen af en gruppe primitive, encellede organismer uden cellekerne, som han kaldte Monera (i dag bakterier mv.). Det næste udviklingstrin benævnte han Protista (en- og fåcellede eukaryoter); begge navne bruges i dag.

Andre af hans idéer er trådt noget i baggrunden; det gælder hans biogenetiske grundlov eller idéen om rekapitulation, der siger, at en organisme under fosterudviklingen gennemløber stamformernes voksenstadier (ontogenesen afspejler fylogenesen). Det gælder også hans gastraea-teori, som siger, at samtlige flercellede dyr kan føres tilbage til en simpel krukkeformet stamform med kun to cellelag.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig