Ernest Bevin

Faktaboks

Ernest Bevin
født:
9. marts 1881
død:
14. april 1951

Ernest Bevin, 9.3.1881-14.4.1951, britisk fagforeningsmand og politiker; arbejdsminister 1940-45, udenrigsminister 1945-51. Bevin kom fra et fattigt landarbejderhjem og gik ud af skolen allerede som 11-årig. Han blev hurtigt involveret i fagforeningarbejde og stiftede i 1910 en landsdækkende fagforening for havnearbejdere. I 1921 samlede han 32 fagforbund sammen til Transportarbejderforbundet (Transport and General Workers' Union) og var dets generalsekretær til 1940.

Bevin var en af hovedplanlæggerne af den britiske generalstrejke 3.-12. maj 1926. Han var arbejdsminister i Winston Churchills krigskabinet og i hans koalitionsregering fra maj 1945. Efter Labours valgsejr i juli s.å. blev han udenrigsminister i Clement Attlees regering. Bevin forsøgte som Churchill at hævde Imperiets interesser, men indså samtidig nødvendigheden af et samarbejde i Vesteuropa, ligesom han ønskede at fastholde USAs interesse for Europa. Han støttede derfor Marshallplanen og var i 1947 initiativtager til oprettelsen af en europæisk økonomisk samarbejdsorganisation (OEEC, nuv. OECD).

Han indgik i 1947 en forsvarspagt med Frankrig, medvirkede i 1948 til oprettelsen af Vestunionen og spillede i 1949 en vigtig rolle i oprettelsen af NATO. Franske tanker om en forbundsstat i Europa var Bevin derimod skeptisk overfor. Labourregeringens udenrigspolitik fik under Bevins ledelse oftest De Konservatives støtte, hvorimod Labours venstrefløj var kritisk.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig