Faktaboks

Erik Wedersøe
Født
18. juli 1938
Død
27. september 2011

Erik Wedersøe var en dansk skuespiller og scene- og filminstruktør. Erik Wedersøe debuterede 1966 på Aalborg Teater, hvor han året efter spillede hovedrollen i Maxwell Andersons Vintersolhverv.

Det blev hans særkende at illudere intelligente og insisterende karakterer på tv, fx i Leif Panduros Bella (1970) og Smuglerne (1970-71) og i titelrollen i Ludvig Holbergs Erasmus Montanus (1973).

På teatret spillede han Hamlet (1973), Woyzeck (1975) og Jago i Othello (1992); s.å. udgav han bogen Min Jago. Hans teaterkarriere var i 1990'erne især knyttet til Folketeatret, hvor han med ny myndighed i sit spil var Pastor Manders i Henrik Ibsens Gengangere (1993) og Konsul Bernick i Ibsens Samfundets støtter (2002), og hvor han iscenesatte Tennessee Williams' Kat på et varmt bliktag.

Film- og tv-roller

På film havde Erik Wedersøe bl.a. hovedroller i Farlige kys (1972) og Den dobbelte mand (1976); fra 2000 var han som kriminalinspektør Thomsen med i tv-serien Rejseholdet, og ssamme år debuterede han som filminstruktør med Anna efter Klaus Rifbjergs roman Anna (jeg) Anna.

Erik Wedersøe, der var uddannet skibsfører og drev rederi, foretog vidtstrakte rejser med sin båd, Gitte Gry, som han beskrev i en række bøger begyndende med Søforklaring (1979).

Hans politiske engagement udmøntede sig bl.a. i et arbejde som landssekretær for Dansk Flygtningehjælp (1985-87) og et formandskab i Socialdemokratiets Kulturudvalg (1988-90).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig