Erik Rasmussen

Faktaboks

Erik Rasmussen
født:
20. april 1917
død:
12. oktober 1995

Erik Rasmussen, 20.4.1917-12.10.1995, dansk historiker og politolog. Med en baggrund som historiker, bl.a. med udgivelserne Kurantbankens forhold til staten 1737-73 (1955) og Statslånskrisen 1919 (1957), gymnasielærer og organisationsaktiv grundlagde Erik Rasmussen sammen med juristen Poul Meyer i 1959 Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Han ydede her en pionergerning som universitetslærer og -administrator, og hans lærebog Komparativ politik, 1-2 (1968-69) blev af fundamental betydning for dansk statskundskabs udvikling, præget af hans åbne holdning til forskellige videnskabstraditioner og af hans høje krav til videnskabelig redelighed.

Sideløbende med det politologiske forfatterskab fortsatte Erik Rasmussen sit virke som historiker og skrev bl.a. bindet om mellemkrigstiden i Politikens Danmarkshistorie, Velfærdsstaten på vej (1965).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig