Faktaboks

Erik Paaske
Født
21. august 1933
Død
13. juni 1992

Erik Paaske var en dansk skuespiller. Han var oprindelig mureruddannet, men blev skolet og derefter ansat på Det Kongelige Teater 1961-1974.

Siden arbejdede han freelance, men med særlig tilknytning til Folketeatret. Han fik med mælkemanden Tewje i musicalen Spillemand på en tagryg (1966) en glansrolle, der fulgte ham hele karrieren, men tegnede derudover bl.a. med støtte i sit korpulente ydre en række folkelige roller, fx i Postbudet fra Arles (1981), En sælgers død (1981), Eventyr på fodrejsen (1982), Den politiske kandestøber (1987); de kunne slå over i farlighed, fx i teaterstykket Hr. Puntila (1978) og i filmen Pelle Erobreren (1987).

Erik Paaske fik også tv-roller, fx i Ka' De li' østers? (1967), og var en skattet fortolker af danske viser af bl.a. Jeppe Aakjær, Hans Hartvig Seedorff og Sigfred Pedersen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig