Erik Moseholm

Faktaboks

Erik Moseholm
Født
13. maj 1930
Død
12. oktober 2012

Artikelstart

Erik Moseholm, 13.5.1930-12.10.2012, dansk jazzbassist, komponist og musikformidler. Erik Moseholm spillede bl.a. med egen gruppe i fødebyen Fredericia og kom i 1948 til København, hvor han placerede sig blandt de betydeligste moderne orienterede jazzmusikere, valgt i 1958 til Årets Jazzmusiker. Han komponerede musikken til bl.a. studenterrevyen Gris på gaflen og filmen Weekend (begge 1962).

1961-66 var Erik Moseholm leder af Radiojazzgruppen og blev programmedarbejder i Danmarks Radio, hvor han bl.a. var administrativ leder af Radioens Big Band. Han var rektor for Rytmisk Musikkonservatorium 1992-97 og indlagde sig stor pædagogisk fortjeneste; som medlem af Den Danske Jazzkreds 1962-67 tog han initiativ til orkesterturnéer til skoler og til de årlige undervisningsstævner på højskoler.

Erik Moseholm optrådte gennem de senere år ofte sammen med sin hustru, skuespilleren Vigga Bro, med musikalsk illustrerede historiefortællinger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig