Erik Johan Stagnelius, 1793-1823, svensk forfatter. Stagnelius voksede op på Öland og i Kalmar og levede en outsidereksistens i et yderst beskedent embede. Hans slebne, subjektivt mytologiske lyrik stod frit over for samtidens romantiske skoler i ind- og udland, men var influeret af Swedenborg, gnosticisme, kabbala og astrologi. Hans mysticisme isolerede ham fra realiteternes verden, livsomstændigheder og værkkronologi er således usikre. Digtsamlingen Liljor i Saron (1821) og sørgespillet Bacchanterna (1822) udkom før hans tidlige død i Stockholm. Den religiøst erotiske intensitet er en grundtone i digte, der udtrykker snart en tragisk splittelse, snart en sublim enhedsoplevelse. Det avanceret bizarre "Till Förruttnelsen" går i sin billedkombination af død og eros videre end hos den beslægtede Schack von Staffeldt og snarere i retning af Baudelaire. En sådan påkaldelse af abstrakte begreber går igen i hans navngivning af længselsdriften som "Amanda" eller "Anima", sublimeret og omskabt til poesi. I antikke og klassicistiske strofeformer indkapslede han tilstande af ekstase, ubodelig ensomhed, intethed, udtrykt også gennem skikkelser som Endymion, Narcissus, nøkken eller i et "sukkenes mysterium". I 1957 udkom Samlade Skrifter, 1-4.