Erik 14.

Faktaboks

Erik 14.
Født
13. december 1533
Død
26. februar 1577

Erik 14. Den daværende tronfølger klædt som ung adelsmand; oliemaleri på træ, formentlig af Domenicus Verwilt, ca. 1560; Nationalmuseum, Stockholm. Erik 14.s korte regeringstid blev præget af hans brændende ambition om at øge den svenske kongemagts og Sveriges status. Han var intelligent, belæst og nyskabende, men tillige paranoid og kolerisk, i perioder direkte sindssyg. Han indrømmede, at han med egen hånd havde dræbt flere personer.

.

Artikelstart

Erik 14., 13.12.1533-26.2.1577, konge af Sverige 1560-68, søn af Gustav 1. Vasa, gift med Karin Månsdotter i 1568.

Erik 14.s bestræbelser på at styrke kongemagten gennem de såkaldte Arbogaartikler i 1561 og gennem oprettelse af en politisk domstol, Höga Nämnd, førte til splittelse i kongefamilien og konflikt med dele af adelen.

Erik 14. erhvervede i 1561 Reval og de estiske landskaber. Sveriges videre ekspansion i Baltikum og en kompromisløs politik over for Danmark førte til Den Nordiske Syvårskrig 1563-70, hvorunder Erik 14.s mål var at erobre de østdanske provinser og Norge.

Militære tilbageslag skærpede imidlertid konflikten med adelen, og da kongen i maj 1567 fik et mentalt sammenbrud, blev en række højadelige dræbt (Sturemordene). Året efter blev han afsat og fængslet som "tyran" af sine halvbrødre Johan (3.) og Karl (9.). I fængslet blev han en tid mishandlet og ydmyget, og i 1573 blev hans hustru taget fra ham. Fangenskabet voldte problemer, bl.a. i form af en række sammensværgelser; man søgte at løse dem ved at flytte Erik fra slot til slot, og der udarbejdedes en forskrift for, hvorledes han skulle dræbes i tilfælde af en vellykket opstand.

Tidligere antog man, at Erik døde som følge af arsenikforgiftning, men det har ikke kunnet bekræftes, heller ikke gennem en teknisk undersøgelse i 1958.

Erik 14. ligger begravet i Västerås Domkirke. Hans spaltede personlighed og tragiske skæbne har givet stof til bl.a. et drama af August Strindberg, Erik 14. (1899).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig