Faktaboks

Erik Eriksen
Født
20. november 1902
Død
7. oktober 1972

Erik Eriksen. Fotografi fra 1952.

.

Erik Eriksen var en dansk politiker og fra 1950 til 1953 statsminister.

Eriksen voksede op i et grundtvigiansk gårdmandsmiljø i Ringe. Han gik ind i Venstres Ungdom og blev landsformand i 1929. Han var medlem af Folketinget fra 1935 til 1968, blev landbrugsminister i befrielsesregeringen i 1945 og fortsatte på denne post i Knud Kristensens regering i 1945-1947. I 1950 blev han formand for Venstre.

Samme år gik Hans Hedtofts socialdemokratiske regering af, og det lykkedes Eriksen at danne den første VK-regering. Han sikrede sig parlamentarisk støtte fra Det Radikale Venstre ved at sætte gang i forhandlingerne om en grundlovsændring; også her viste han sine politiske evner især ved at få begge regeringspartier med til en afskaffelse af Landstinget. Grundloven af 1953 var utvivlsomt Eriksens betydeligste indsats, men Venstre oplevede samtidig en splittelse i form af Knud Kristensens udmeldelse og dannelse af partiet De Uafhængige.

Eriksen anså samarbejdet med Det Konservative Folkeparti for det eneste regeringsalternativ til Socialdemokratiet, og trods fremgang ved valget i 1957 afslog han De Radikales tilbud om støtte til en ren Venstreregering. Tværtimod førte han sit parti ind i et stadig tættere samarbejde med De Konservative, bl.a. ved fremsættelsen af et fælles VK-program i 1959. De interne stridigheder i Venstre tog dog til, og i 1960 udtrådte den tidligere finansminister Thorkil Kristensen af partiet, mens yngre udbrydere dannede Liberal Debat.

Da Eriksen i 1965 talte for en sammenslutning med De Konservative, kom han i mindretal i folketingsgruppen. Han tog konsekvensen, nedlagde sine formandsposter og undlod at genopstille ved valget i 1968. Hans afløser på formandsposten blev Poul Hartling.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig