Erie, havneby ved Eriesøen i Pennsylvania, USA; 101.800 indb. (2010). Efter anlæggelsen af kanaler og jernbaner i midten af 1800-t. fik byen en betydelig sværindustri og en central placering i varetransporten til og fra De Store Søer (korn, tømmer, kul og jern; senere også olie og kemikalier). Stålindustriens krise i 1960'erne førte til økonomisk tilbagegang og fravandring.