Erich von Falkenhayn, 1861-1922, tysk general og preussisk krigsminister 1913-15. Efter Slaget ved Marne i 1914 blev von Falkenhayn generalstabschef for felthæren, og han stod dermed i spidsen for den tyske hærledelse under 1. Verdenskrig. Von Falkenhayn ønskede en afgørelse på Vestfronten og satsede på en udmattelseskrig, der skulle få Frankrig til at "forbløde", bl.a. ved Verdunoffensiven 1916. Da den slog fejl, og Tyskland var trængt på andre fronter, blev hærledelsen i august 1916 overdraget til de militære ledere på Østfronten, Hindenburg og Ludendorff. Derefter ledede von Falkenhayn bl.a. angrebet på Rumænien.