Artikelstart
Erich Heckel var en tysk maler. Han studerede fra 1904 arkitektur i Dresden, hvor han sammen med Ernst Ludwig Kirchner, Fritz Bleyl og Karl Schmidt-Rottluff dannede sammenslutningen Die Brücke, hvor han fungerede som organisator.
Fra 1911 virkede Heckel i Berlin. Inspireret af Vincent van Gogh, Edvard Munch og primitiv kunst malede han landskaber, modelstudier og portrætter i en forrevet ekspressionistisk stil med klare, ubrudte farver, mens hans raderinger og træsnit fremtræder i et hårdt, stærkt rytmisk formsprog, der kulminerede omkring 1912.
Efter 1920 blev Erich Heckels værk mere konventionelt, bl.a. lyriske og klassisk prægede landskaber fra flere steder i Europa. I 1937 blev hans værker af det nazistiske regime fordømt som "entartete". Fra 1949 til 1955 underviste Heckel ved Hochschule der bildende Künste i Karlsruhe.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.