Faktaboks

Erich Ebermayer
Født
14. september 1900
Død
22. september 1970

Erich Ebermayer var en tysk forfatter og advokat.

I modsætning til fx sin bekendte, forfatteren Thomas Mann, blev Erich Ebermayer i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse i 1933 og arrangerede sig med regimet. Her skrev han bl.a. drejebøgerne til filmene Madame Bovary (1937) og Wir machen Musik (1942, med Helmut Käutner) og i 1954 Canaris med O.E. Hasse i hovedrollen.

Efter 2. Verdenskrig var Erich Ebermayer bl.a forsvarer for den engelskfødte Winifred Wagner, Cosima Wagners svigerdatter, og for Hermann Görings anden hustru, skuespillerinden Emmy Göring (født Emma Sonnemann, 1893-1973).

Erich Ebermayer skrev en lang række romaner og bl.a. biografier om Oscar Wilde (1951) og Gerhart Hauptmann (1962), og han var medarbejder på bogen om Joseph Goebbels hustru, Magda Goebbels (født Magda Behrend, 1901-1945), med titlen Magda Goebbels, Gefährtin des Teufels.

Allerede i 1959 begyndte Erich Ebermayer på sine erindringer Denn heute gehört uns Deutschland og sidenhen ... und morgen die ganze Welt (1966). I sine efterladte skrifter Eh' ich's vergesse (2005) fortæller han om sine arbejdsmuligheder og -betingelser under naziregimet.

Erich Ebermayer blev tildelt ordensdekorationer af både den tyske og franske præsident.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig