Erhard Milch, 30.3.1892-25.1.1972, tysk officer. Milch var pilot under 1. Verdenskrig og ledede siden opbygningen af Lufthansa og Luftwaffe. Efter den nazistiske magtovertagelse i 1933 avancerede han til generalinspektør for Luftwaffe og blev i 1940 generalfeltmarskal. Milch kommanderede femte luftflotille i angrebet på Danmark og Norge i 1940 og havde 1939-45 ansvaret for den tyske flyproduktion. Efter krigen idømtes han i 1947 livsvarigt fængsel for udnyttelse af kz-fanger, men blev løsladt i 1954.