Eremitagen

Eremitagen, russ. Ermitazj, museum i Sankt Petersborg i Rusland, indrettet i kejserfamiliens tidligere residens ved Nevafloden.

Størstedelen af museet har til huse i Vinterpaladset (1754-62) samt Lille Eremitage (1764-67) og Store Eremitage (1770-85, udvidet ved den tyske arkitekt Leo von Klenze 1838-52), begge opført for Katarina 2. den Store, hvis kunstsamling danner grundlag for det nuværende museum.

Eremitagen er med sine 19 km sale og gallerier og 3 mio. udstillede genstande et af verdens største museer. Overdådigt udstyrede interiører fra zartiden rummer bl.a. oldtidsfund, smykker og porcelæn, men mest berømt er de store samlinger af europæisk kunst med værker af bl.a. Leonardo da Vinci, Michelangelo og Rembrandt og en enestående samling fransk billedkunst fra 1800- og 1900-t.

Efter Den Russiske Revolution blev museet overtaget af staten; dele af samlingerne blev flyttet til andre russiske museer, og der blev solgt væsentlige værker til bl.a. amerikanske samlere som Andrew W. Mellon.

Museet har senere inddraget flere bygninger til sine samlinger og har indgået et samarbejde med Guggenheim museum om Guggenheim Hermitage Museum, der åbnede 2001 i Las Vegas, USA.

Værker fra Eremitagen vises endvidere på faste udstillingssteder i London og Amsterdam.

Læs videre om Sankt Petersborg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig