Epicharm, Epicharmos, græsk komediedigter fra Sicilien i 400-t. f.Kr. Hans værker er kun kendt fra ca. 35 titler og fra fragmenter. Hans stykker, der muligvis var uden kor, omfatter parodier på mytologiske, litterære og filosofiske emner. Fragmenterne i jambiske trimetre, trokæiske tetrametre og anapæster viser ved deres ubesværede sprog (dorisk) og faste struktur, at der bag ham ligger en nu tabt tradition.