Faktaboks

Ephraim Chambers
Født
1680
Død
15. maj 1740
Levetid - kommentar
omtrentligt fødselsår

Titelbladet til førsteudgaven af Cyclopedia, der udkom i to foliobind i 1728. Eksemplar i University of Wisconsins bibliotek.

Ephraim Chambers var en engelsk encyklopædist, født og opvokset i Kendal i Westmoreland i England i en metodistfamilie.

Der vides ikke meget om hans barndom, skolegang og uddannelse, bortset fra at gik i Heversham Grammar School. Fra 1714 til 1721 var han elev i London hos den lærde boghandler, kobberstikker og kartograf John Senex F.R.S. (død 1740). Formentlig var det her, han påbegyndte sit store projekt: at udarbejde det alment oplysende værk om alverdens viden, der udkom i 1728 under titlen Cyclopedia, or Universal Dictionary of Arts and Sciences – den første encyklopædi på det engelske sprog.

I 1729 blev han optaget som Fellow of the Royal Society, og i det meste af sit liv boede han ret ensomt i en lejlighed ved Gray's Inn i London, hvor han arbejdede med tilføjelser til sit hovedværk, der udkom i reviderede udgaver i 1738, 1739, 1741, 1746 og 1788. Chambers' populære værk blev indoptaget i Abraham Rees' Cyclopædia, påbegyndt i 1803 og i 1819 afsluttet med bind 45.

Ved siden af Cyclopedia var Chambers også en tid (1735-1736) redaktør af det litterære tidsskrift The Literary Magazine, ligesom han fik tid til at oversætte et par bøger om kemi og perspektivlære fra fransk til engelsk. I et samarbejde med botanikeren John Martyn udgav han i 1742 bogen History and Memoires of the Royal Academy of Sciences at Paris. Chambers døde i 1740 i Canonbury House i Londonforstaden Islington og blev begravet i klostret tilhørende Westminster Abbey.

Cyclopedia vakte betydelig interesse udenlands, specielt i Frankrig, hvor værkets redaktionelle opbygning og alment kulturelle sigte kraftigt inspirerede forfatterne til den senere Den Store Franske Encyklopædi.

Cyclopedia består af alfabetisk ordnede længere eller meget korte artikler, mange alene ordforklaringer, mange dybtgående leksikale redegørelser med vægt på de pågældende emners historie. Håndværksfag har plads blandt lærde emner, med detaljer om, hvordan selv hverdagens almindeligste brugsgenstande håndværksmæssigt fremstilles. Værkets jordnære ambitioner i oplysningens tjeneste giver det en vigtig rolle som forbindelsesled mellem det sene 1600-tals lærde ordbøger – og det sene 1700-tals praktiske opslagsværker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig