Entre Ríos, provins i det nordlige Argentina; provinsen udgør den sydlige halvdel af regionen Mesopotamia; 78.781 km2, 1,24 mio. indb. (2010). Hovedstaden Paraná ligger ved floden af samme navn. Området gennemstrømmes af et tæt net af bifloder i La Plata-systemet og rummer store fåre- og kvægfarme, en del oprettet i midten af 1800-t. af indvandrere fra Centraleuropa.