Endeavour, (eng. 'stræben, søgen'), USAs femte rumfærge, bygget som erstatning for Challenger. Endeavour fløj første gang i 1992 med henblik på reparation af en defekt kommunikationssatellit. Navngivningen blev foretaget efter en landsdækkende konkurrence blandt skoleelever til minde om læreren Christa McAuliffe, som omkom ved Challengerulykken i 1986. Endeavour blev i 2005-06 opdateret med nye computersystemer og et strømforsyningssæt, der gør det muligt for rumfærgen at være koblet til Den Internationale Rumstation 2-3 dage længere end de andre rumfærger. Endeavour har indtil juli 2009 været på 23 missioner i rummet.