Emmanuel Ungaro, f. 1933, fransk modeskaber. Med baggrund i sin italienske families skrædderfirma arbejdede Ungaro fra slutningen af 1950'erne i Paris, hvor han 1965 åbnede egen salon. Stilen var futuristisk og skarpt skåret, ofte med brug af metal. Shorts, tætsiddende, høje støvler og strømper til over knæet var et kendemærke i 1960'erne. Senere blev stilen blødere og mere feminin med fremhævelse af tøjets tekstur.