Emmanuel Grouchy, 1766-1847, fransk markis og officer. Grouchy deltog i de fleste af Napoleon Bonapartes felttog. Under Napoleons eksil på Elba aflagde han troskabsed til de tilbagevendte bourboner. Alligevel blev han under De Hundrede Dage i 1815, da Napoleon var vendt tilbage, udnævnt til marskal. En af årsagerne til Napoleons nederlag i Slaget ved Waterloo var, at Grouchys styrker ikke nåede frem i tide; det er uklart, om det skyldtes en misforståelse eller ulydighed. På grund af sin støtte til Napoleon blev Grouchy landsforvist efter nederlaget, men i 1819 fik han amnesti; Ludvig-Filip udnævnte ham til æresmarskal i 1831 og til medlem af Chambre des pairs året efter.