Emerson, Lake & Palmer, britisk rocktrio dannet i 1970 af Keith Emerson (1944-2016), keyboards, Greg Lake (1948-2016), bas, sang, og Carl Palmer (f. 1951), trommer. Gruppen brød igennem med et arrangement af Modest Musorgskijs Udstillingsbilleder (Pictures at an Exhibition, 1971) fulgt op af bl.a. Trilogy (1972) og Works I-II (1977). Gruppen, der var en af de fremmeste udøvere af den symfoniske rockgenre, eller prog-rock, blev opløst i 1978, men var igen aktiv 1992-98.