Elzevier

Titelbladet til en Elzevier-udgivelse fra 1662. Formatet er duodez (12mo). Karakteristisk for hollandske forlag blev udgivelsesåret i romertal ofte trykt som det her ses.

Elzevier, hollandsk bogtrykker- og forlæggerdynasti, grdl. i Leiden med bogbinder Lodewijk Elzeviers oprettelse af en boghandel (1580) og et forlag (1592). De fleste af hans efterkommere drev enten forlag, bogtrykkerier (siden 1616) eller boghandel og bogauktioner.

Elzevierfamiliens ry som udgivere af videnskabelig litteratur i tekstkritiske udgaver til lave priser gjorde gennem generationer deres navn til garantistempel på tekstudgaver til universitetsbrug overalt i Europa. Kendtest blev Bonaventura Elzevier (1583-1652), der i samarbejde med sin nevø Abraham Elzevier (1592-1652) fra 1629 udgav de små, veltrykte klassikerudgaver i duodezformat, der siden benævntes "elzeviere". Dynastiets glansperiode varede til 1680; da familien uddøde i 1791, havde den publiceret over 2000 værker.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig