Elverdamså

Tadre Mølle fra 1405 er i dag en del af Roskilde Museum. Foto fra ca. 2000.

.

Elverdamså, sjællandsk vandløb, der udspringer ved Valborup Skov nær Gyldenløveshøj og løber mod nord til Tempelkrog, den sydligste vig i Isefjord; 13 km. Oplandet er kun ca. 40 km2, og trods et stort tilskud af grundvand i den 30-50 m dybe ådal svinger afstrømningen meget.

Faktaboks

etymologi:
Åen kendes ca. 1455 som Ællebrodam, 1. led Ellebro 'broen ved ellekrattet', 2. led dam 'vandsamling' eller 'dæmning'.

Der er mange kildevæld, især nord for storgården Åstrup, og kildevandet har udskilt store mængder kalk, som tidligere blev udnyttet, samt jern og mangan. 1984 udnævntes området til et nationalt geologisk interessefelt.

I stenalderen trængte havet 3 km op i dalen og gjorde den nedre del tragtformet. Efter at man i 1950'erne flyttede det nederste løb over mod morænen i øst og anlagde en dæmning ud mod Tempelkrog, har den gamle stenalderdalbund kunnet udnyttes. Den nedre del af åen har haft mange vandmøller; Tadre Mølle ved Taderød Bæk nær udløbet i Elverdamså er bevaret.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig