Ellsworth Bunker, 11.5.1894-27.9.1984, amerikansk diplomat. Som ambassadør i Saigon 1967-73 var Bunker en central person i USA's politik i Vietnam, der gik ud på at sikre det militære grundlag for en forhandlingsløsning i bestræbelserne på at bevare den amerikanske indflydelse i et uafhængigt Sydvietnam. Bunker forlod Saigon i 1973, to år før byens fald. Han ledede 1973-77 de forhandlinger, der førte til en traktat mellem USA og Panama om USA's afgivelse af rettigheder over Panamakanalen i år 2000.